Vejle Erhvervshavn
Vejle Erhvervshavn er en kommunal selvstyrehavn, der ligger fordelagtigt placeret i forhold til motorvejsnettet E45 og jernbanen.
Aktiviteterne på de sammenlagt knap to km lange kajer understøtter flere større virksomheder, fordelt på 415.024 m2 havneområde, foruden et stort erhvervsopland i hele trekantsområdet.
Dagligt lægger i gennemsnit 1-2 skibe til kaj. Infrastrukturen på hele havnen giver gode tilkørselsforhold, samt muligheder for forarbejdning og produktion af gods, der modtages direkte fra skibene.
Vejle Erhvervshavns mission:
”Vejle Erhvervshavn skal bidrage til at erhvervslivet får den nødvendige konkurrencekraft ved at gods effektivt og lønsomt kan ekspederes over havnen”
Havnen har som mål at have en tæt kundekontakt og levere et højt serviceniveau. Som alle andre erhvervshavne i Danmark er Vejle Erhvervshavn ISPS-sikret , og kan derfor stå inde for at fragten af gods videre ud i verden kan ske efter gældende lovkrav.
Samtidig er havnen centralt placeret i Vejle by, og der er handels mulighed inden for 500 meter, og bymidten med gågade, butikker og kulturliv ligger ca. 1 km fra Honnørkajen.
Juni 2024